Offentliggjort 08.03.10 kl. 12:29
Det varer ikke længe, før gerningsmændene bag pokerrøveriet på Hyatt-hotellet i Berlin i weekenden er fanget, siger politiet.
Rainer Wendt fra det tyske politiforbund siger, den væbnede røverbande er de rene amatører.
Røverne overfaldt hotellet, mens der var en pokerturnering i gang og drog af med et ukendt pengebeløb på mindst en million euro. Politiet siger, at der er tale om et udbytte på et lille sekscifret beløb.
- Hvad gerningsmændene angår, må man sige, at det tydeligvis ikke var professionelt arbejde. Den måde, de var bevæbnet på og opførte sig og så den bunke af bevismateriale, de har efterladt, indikerer, at politiet snart kan identificere dem, siger Wendt til tv-stationen NTV.
Han tilføjer, at banden har nået en ny dybde "hvad dumhed angår ved at have gennemført sådan et røveri foran overvågningskameraer".
Banden gik i aktion lørdag eftermiddag, da fire væbnede røvere stormede ind på Grand Hyatt i det centrale Berlin med skydevåben og knive. Her var en pokerturnering i gang.
En talskvinde for Berlinpolitiet, der efterforsker røveriet, siger, at der forsat "ikke er varme spor", men at politiet er sikker på, at gennemgangen af det forholdsvis omfattende bevismateriale snart vil føre noget med sig.
Ritzau
Annonce:

Annonce: