
Offentliggjort 22.02.12 kl. 14:37
Sportsredaktøren er glad for den optimisme, som Morten Olsen udviser før EM.
Sportsredaktør Christian Thye-Petersen skriver om holdene, aktørerne og menneskerne bag kulisserne og på de bonede gulve i sportens verden.
Christian Thye-Petersen blev ansat på Morgenavisen Jyllands-Posten i 1994 og har - før han blev sportsredaktør - arbejdet som journalist på sporten, i reportagegruppen og en kortere periode i Indsigtsgruppen på avisen.
Er forfatter til bogen "Spillet om FCK" (m. Kasper Steenbach)
Grå onsdag i februar, men alligevel en form for spirende forår og optimisme i Fodboldens Hus i Brøndby.
Ok, Morten Olsen præsenterede ikke holdet til testkampen mod Rusland som de kommende europamestre, men der var da alligevel lidt Wilbek over det, da landstræneren åbnede seancen med ordene: »Ja, Rusland, det er så holdet, vi skal møde i kvartfinalen.«
I sandhedens tjeneste tilføjede Olsen: »hvis vi er optimister,« men nu skal vi ikke lade et forbehold ødelægge en god historie.
Realismen tilsiger, at det danske landshold, der med matchen mod Rusland onsdag åbner sæsonen 2012, til sommer får svært ved at avancere fra en EM-gruppe med Holland, Tyskland og Portugal. Men et øjebliksbillede tegnet på baggrund af de spillere, som Olsen valgte til testkampen, en statusrapport på landsholdets tilstand tidsbestemt til årets anden måned, synes at tillade optimisme.
En optimisme, som der slet ikke var samme grund til, da landsholdet senest forberedte sig til en slutrunde – VM i Sydafrika 2010.
Lader man blikket glide ned over navnene på de udvalgte spillere, finder man nok ikke spillere på niveau med Ronaldo (Portugal), Ôzil (Tyskland) og Sneijder (Holland), men man ser spillere, som kan forvente at spille i de klubber, de spiller for.
Og det – spilletid i det daglige til landsholdsspillerne – er det ene af to ben, som optimismen går på.
Det andet er, at Morten Olsen modsat situation i 2010 har flere valgmuligheder på mange af de centrale pladser. I midterforsvaret kan man imødese en duel mellem Simon Kjær og Andreas Bjelland i kampen om en plads ved siden af Daniel Agger. På den centrale midtbane er der (mindst) tre kvalificerede spillere om to pladser: William Kvist, Niki Zimling og Christian Poulsen. Lasse Schöne kan både bruges på kanten i stedet for Krohn-Dehli eller på Eriksens plads, hvis man i en fase af kampen vælger at skubbe Ajax-talentet ud på kanten. Og så er der lige to målmænd, som spiller i Premier League, og man kan altså ikke forære Thomas Sørensen pladsen på forhånd, selv om han naturligvis stadig må betragtes som det aktuelle førstevalg.
Der vil altid være problemer og potentielle problemer for et fodboldhold – for det danske landshold er problemet, at fremtidens venstre back Nicolai Boilesen er igennem et længere skadesforløb. Måske kan han nå det, måske kan han ikke, problemer på venstre back er under ingen omstændigheder et nyt fænomen på det danske landshold.
En anden udfordring er Nicklas Bendtner. Hans udskejelser og fartovertrædelser uden for banen har ikke stået i vejen for hans fortsatte deltagelse på landsholdet, hvilket Morten Olsen redegjorde klart og ordentligt for. Fair nok.
Men problemstillinger uden for banen for en fodboldspiller har det nu engang med også at være et symptom på lidelser på banen. Og håbet er, at Nicklas Bendtner får justeret sit fokus, så han undgår flere uklædelige sager og løfter sit spil til det niveau, hans potentiale rækker til. Det er nødvendigt, for lige præcis Nicklas Bendtner er der ikke en erstatning for.
LÆS OGSÅ: Lille overraskelse i landsholdstruppen
LÆS OGSÅ: Olsen: Det har kikset for Bendtner
Annonce:
Annonce: