Set fra sidelinjen: Wozniacki og perspektivet

Af CHRISTIAN THYE-PETERSEN, sportsredaktør, Jyllands-Posten

Offentliggjort 23.01.12 kl. 11:28

Man glemmer ofte, hvor flotte danskerens resultater er, mener Christian Thye-Petersen.

Sportsredaktør Christian Thye-Petersen. Foto: Casper Dalhoff

Christian Thye-Petersen

Sportsredaktør Christian Thye-Petersen skriver om holdene, aktørerne og menneskerne bag kulisserne og på de bonede gulve i sportens verden.

Christian Thye-Petersen blev ansat på Morgenavisen Jyllands-Posten i 1994 og har - før han blev sportsredaktør - arbejdet som journalist på sporten, i reportagegruppen og en kortere periode i Indsigtsgruppen på avisen.

Er forfatter til bogen "Spillet om FCK" (m. Kasper Steenbach)

Relaterede artikler

Vrøvl at fodbolden tabte

Hvem skal vi have med til EM?

Hvis Farum lå i Brøndby

Se alle >>

Hver gang jeg læser om den Grand Slam-titel, som Caroline Wozniacki ikke har vundet, eller når jeg har taget mig selv i at skrive om den, går mine tanker tilbage til 1990'erne, da jeg som ung journalist, eller yngre i hvert fald, dækkede de store tennisturneringer for avisen.

Dengang var Kenneth Carlsen det danske tennisnavn, og han fik i en periode følgeskab af Frederik Fetterlein ved de store turneringer i London, Melbourne, New York og Paris. Mange dage har jeg siddet i god tid ved ”ringside” på de perifere baner, der ligger som små parceller i sirlige mønstre omkring de grandiose tennisanlægs opvisningsbaner.

Det var typisk her, at Carlsen og Fetterlein afviklede deres kampe med mindre lodtrækningen matchede dem tidligt mod en af de topseedede. Et besøg, om tid og økonomi tillader det, til en af Grand Slam-turneringerne kan i øvrigt anbefales også uden billetter til centre court. Der spilles masser af god tennis, og man kan komme rigtig tæt på spillerne ude på anlægget. Det var sjældent, at de danske tennisherrer spillede sig ind på stadionbanerne, gerne røg de ud i en af de tre første runder, og hver sejr var en lille dansk tennistriumf at skrive hjem om.

Sådan er det ikke med Caroline Wozniacki.

Tanken ramte mig igen, da jeg - fra tv denne gang - fangede en situation fra Caroline Wozniackis kamp i fjerde runde ved Australian Open mod den serbiske tidligere nummer et i verden, Jelena Jankovic. Tv-kameraet fangede Caroline Wozniacki i en vinkel, så man i baggrunden kunne se de enorme, fyldte tribuner, der rejser sig omkring banen. For Caroline Wozniacki er en enkelt sejr eller to eller tre ikke en triumf, forventningen er, at hun vinder, de fleste nederlag er en skuffelse. Caroline Wozniacki har gennem en længere periode og i en helt ung alder sat en helt ny standard for dansk tennissucces, og man glemmer helt, hvor flot det er, at hun overhovedet står der. Dér på de fornemste baner med titusinder på tribunerne, nyhedsstof på CNN såvel som på TV 2.

Det er min fornemmelse, at familien Wozniacki har været både lidt forundrede og måske også fornærmede over den kritik, der har været, og over den påfaldende fokus på den manglende Grand Slam-titel. Det er der i virkeligheden ikke grund til, kritikken og en destillering af den kan såmænd være en udmærket drivkraft. Forventningerne og kritikken er ret beset og først og fremmest udtryk for en anerkendelse af, hvad Caroline Wozniacki allerede har præsteret.

Sejren i fjerde runde på 6-0, 7-5 over Jelena Jankovic synes også at vise, at Caroline Wozniacki har arbejdet videre med sin udvikling under den nye træner Ricardo Sanchez. Hun virker fit, i god balance og måske er det indbildning, men serv og forhånd virker skærpede, ligesom det ser ud til, at hun ”angriber” bolden tidligere. Kampen mod Jelena Jankovic var løfterig, men den sande test på, om Caroline Wozniacki rent faktisk har løftet sit niveau yderligere, kommer i kvartfinalen. Her møder Caroline Wozniacki den firedobbelte belgiske Grand Slam-vinder Kim Clijsters, og det er spillere af den kvalitet, som Caroline Wozniacki skal kunne slå på regelmæssig basis, hvis hun selv vil fange den glatte Grand Slam-titel.

Helt sikkert er det, at Caroline Wozniacki igen kommer til at optræde på en af tennisverdenens fornemste baner i en kvartfinale i en af de fire største turneringer. Og dét perspektiv skal man også have med.