Tip     Print     RSS     Del    

Hverdagshelte

Af  CHRISTIAN THYE-PETERSEN, sportsredaktør, Jyllands-Posten

Offentliggjort 27.12.11  kl. 08:52 

Er du en af hverdagens helte? Eller rider du på ryggen af andre?

Sportsredaktør Christian Thye-Petersen. Foto: Casper Dalhoff

Christian Thye-Petersen

Sportsredaktør Christian Thye-Petersen skriver om holdene, aktørerne og menneskerne bag kulisserne og på de bonede gulve i sportens verden.

Christian Thye-Petersen blev ansat på Morgenavisen Jyllands-Posten i 1994 og har - før han blev sportsredaktør - arbejdet som journalist på sporten, i reportagegruppen og en kortere periode i Indsigtsgruppen på avisen.

Er forfatter til bogen "Spillet om FCK" (m. Kasper Steenbach)

Relaterede artikler

»Rusland skal vi møde i kvartfinalen«

Fyr ham, det fjols!

Set fra sidelinjen: Agenterne

Se alle >>

Min søn er begyndt at gå til orienteringsløb. Han er 11 år gammel, har spillet fodbold og også golf, men lige nu er det altså orienteringsløb i de smukke Marselisborg Skove ved Aarhus. Her den anden dag fór han så vild, det gør man jo af og til i orienteringsløb, men i årets mørke tid, kan det være en lille smule ubehageligt, når man ikke kan finde vej i skoven.

Nuvel, junior var naturligvis i gode hænder og kom hjem en oplevelse rigere. Siden har han valgt at løbe med en ”skygge”, som det vist hedder i orienteringssproget, en voksen, man kan støtte sig lidt op ad derude på stierne.

Som forældre har vi oplevet orienteringsklubben som endnu et eksempel på den enestående danske foreningskultur, et friskt, trygt og hyggeligt miljø, og altså et sted, hvor man kan finde ulønnede ledere, der vil investere tid i at holde øje med en 11-årig, mens han går på opdagelse i sporten.

Det er vi både fulde af beundring og taknemmelige for.

Hvert år ved denne tid har jeg gjort det til en sag at bruge min adgang til avisens spalter til at udtrykke en anerkendelse af det danske foreningsliv, men først og fremmest, naturligvis, af de mennesker, som uegennyttigt holder det vitalt og levende og dermed giver os andre adgang til en betydelig livskvalitet.

Jeg er selv - for et overkommeligt kontingent - kommet i forskellige fodboldklubber det meste af mit liv, og det frirum og fællesskab, man finder dér, har været et uundværligt supplement i en dagligdag med familie og arbejde. Det er ventilen, man kan skrue på, hvis stresseniveauet trænger til en nedjustering. Uden de mennesker, der står for at organisere det hele, uden dem, der ringer rundt, når der mangler spillere, sørger for at flytte kampene, inddriver kontingent og passer det praktiske omkring klubhuset, ville der ikke være noget foreningsliv i Danmark.

Der er heldigvis 350.000 af dem i bare den ene af de store idrætsorganisationer, Danmarks Idræts-Forbund (DIF). Det er en enestående ressource for Danmark, en ressource med uvurderlig betydning for folkesundheden og sammenhængskraften i samfundet. Ja, intet mindre.

Der er vel trods alt ikke en politiker, idealist eller poplist, som vil bestride, at unge mennesker har bedre af at komme i en sportsklub end af at hænge på et gadehjørne.

Denne klumme skal ikke forfægte, at politikerne må se at belønne den frivillige indsats med flere penge. Det er måske slet ikke det vigtigste. DIF fortæller mig, at især to ting kunne hjælpe de mange ulønnede ledere i idrætsverdenen.

Det ene er en afbureaukratisering af de mange regler, der belaster idrætslederne med yderligere arbejdsopgaver. Det være sig moms eller skatteregler, cirkulærer eller indberetning af medlemstal. Tænk sig, at det skal være et problem. Det må da være inden for politikernes evner at gøre det enklere at fungere som ulønnet leder.

Den anden ting, som har stor betydning for de ulønnede ledere, er anerkendelse. Og se, her bliver det jo lidt prekært for alle os, der hverken er ulønnede ledere eller politikere. Os, der ikke bidrager selv, og som kræver, at politikerne løser problemerne.

Er vi gode nok til ikke alene at værdsætte de ulønnede lederes store arbejde, men også til at give udtryk for det? Er vi gode nok til at sige tak?

Det er det mindste, vi kan gøre.

En glædelig jul og et godt nytår til de ulønnede idrætsledere landet over. Hverdagsheltene.

Der er vel trods alt ikke en politiker, idealist eller populist, som vil bestride, at unge mennesker har bedre af at komme i en sportsklub end af at hænge på et gadehjørne.