
Tomme blikke hos de danske spillere, der tabte med 23-28 til upåagtede Angola i mellemrunden ved VM i Kina. Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Offentliggjort 13.12.09 kl. 15:27
Danmark på vej ud af VM efter sensationelt nederlag til Angola. Danmark scorede ikke et mål i 15 minutter.
Yangzhou
Danmark er på vej ud af VM efter en total mental nedsmeltning. Holdet tabte sensationelt til afrikanske Angola med 23-28.
Eller Danmark tabte til sig selv. I 15 lange minutter befandt det danske landshold sig i en mental fangekælder. Holdet scorede ikke et eneste mål i et helt kvarter. Angola gik fra pausestillingen 14-14 til en føring på 20-14.
Øjnene hos de danske spillere var helt blanke, der var ingen hjemme. Boldene blev smidt væk, ingen vidste, hvad de skulle gøre. Landstræner Jan Pytlick forsøgte alt. Han sendte målmanden på bænken og syv spillere i angrebet. Intet virkede. Danskerne fik en lille opblomstring midt i anden halvleg, men det var ikke nok til at indhente det tabte.
Danmark skal nu slå de forsvarende verdensmestre fra Rusland i den sidste mellemrunde kamp på tirsdag.
Stemningen var mat fra starten af kampen, ikke kun blandt en flok trætte kinesiske tilskuere i Sports Garden Gym. Danskerne virkede tunge i tanke og handling. Landstræner Jan Pytlick ville have action.
Han henvendte sig til de danske delegationsledere og de to oversiddere Louise Mortensen og Maibritt Kviesgaard, der sad på tilskuerpladserne bag den danske bænk.
»Er der ikke nogen herude, der kan pifte lidt, så vi får lidt gang i den?«
Det var der ikke.
Det danske hold kunne godt have brugt playmakeren Louise Mortensen, der sad ude for at skåne sit overbelastede knæ. I stedet skulle spillet sættes op af Kristina Kristiansen, men det magtede hun ikke.
Hun var ikke selv farlig, og derfor kunne angolanerne koncentrere sig om at fange afleveringerne. Det lykkedes alt for mange gange. Backen Line Jørgensen var også slem til at hælde boldene væk
Alle spillerne leverede under acceptabelt niveau. Trine Troelsen var god i første halvleg, men hun blev mandsopdækket af det offensive afrikanske forsvar.
Læs også: Pytlick: Det blev krampagtigt
Læs også: Chokeret keeper: Vi gik rundt i bobler
Læs også: Minut for minut: Danmark-Angola
Læs også: Drama i Danmarks pulje
Annonce:
