
Jan Pytlick råbte og skreg og græmmede sig på sidelinjen, men lige lidt hjalp det. Det danske spil var elendigt mod Sverige. Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Offentliggjort 10.12.09 kl. 15:23
Danmark tabte den betydningsløse VM-kamp til Sverige. Jan Pytlick flippede ud, men det var ikke nok til at vække et sløvt dansk hold.
Wuxi
Landstræner Jan Pytlick var ikke vred – han var tosset.
Han råbte og skreg og uddelte skideballer a la den frygtede russiske landstræner Trefilov.
Vredesudbruddet kom midt i første halvleg af kampen mellem Sverige og Danmark. Pytlick tog sin timeout og skældte ud, så det kunne høres på bagerste række i Wuxi Sports Center Gym. På det tidspunkt var danskerne bagud med 3-6 efter en række sløsede boldtab og tåbelig afslutninger.
Skideballen hjalp ikke meget. Danskerne forsøgte at hive sig selv op i det blonde hår, men tændingen kom aldrig.
Svenskerne vandt med 27-23 efter en pauseføring på 14-10.
For første gang i turneringen fik de danske keepere ikke fat i meget. Der blev byttet rundt mellem Christina Pedersen og Karin Mortensen flere gange, men det hjalp ikke.
Efter nederlaget var danskerne kede af det, men det var krokodilletårer, der løb ned ad kinderne. Nederlaget betød ingen verdens ting, fordi holdet på forhånd var sikker på at gå videre til mellemrunden med fire point, der luner inden de kommende kampe mod Østrig, Angola og Rusland.
Jan Pytlick valgte at ændre i sin startopstilling på baggrund af Frankrigs sejr over Tyskland. Det gav landstræneren mulighed for at spare fløjen Maibritt Kviesgaard og bagspilleren Line Jørgensen, der begge har været hårdt belastet i de første kampe.
Til gengæld var der comeback til playmakeren Louise Mortensen, der har været ude med en knæskade siden den første kamp mod Tyskland. De problemer er tilsyneladende væk, fordi hun var bedste spiller på et svagt dansk hold.
Det var kun naturligt, at danskerne gik ned i gear, og det var derfor, Pytlick råbte og svingende med armene på bænken hele kampen. Kort inden kampstart fik danskerne besked på, at Frankrig havde slået Tyskland. Dermed var kampen mellem Sverige og Danmark helt uden betydning. Svenskerne var på forhånd ude, mens danskerne løb på banen med bevidstheden om fire sikre point.
Den mentale udfordring klarede svenskerne bedst.
Læs også: Fransk gave sikrer Danmark maks-point
Læs også: Her er Danmarks modstandere i mellemrunden
Læs også: Skuffede tyskere fatter intet
Læs også: Jubelscener i dansk omklædningsrum
Annonce:
