Ifølge handball-planet.com er Mikkel Hansens skifte fra Barcelona til AG Håndbold nummer fire på listen over store klubskifter i denne sæson. Arkivfoto: Lars Krabbe
Offentliggjort 02.09.10 kl. 09:32
To danskere er med på handball-planet.coms liste over 10 store klubskifter.
Spændende tider er i vente.
Sæsonpremieren er enten lige om hjørnet eller netop overstået i det meste af Europa, og sommeren har budt på en række spektakulære klubskifter. Den respekterede internationale håndbold-hjemmeside handball-planet.com har lavet en top 10-liste over de mest bemærkelsesværdige. Og to danskere er med.
1. Kiril Lazarov fra Zagreb til Ciudad Real.
Den største makedonske stjerne får endelig chancen for at vise sit værd, som mange ikke rigtig anerkender, i en stor liga. Mærkeligt nok kan ikke alle se hans formidable evner som højre back, men måske får man øjnene op for ham nu – hvis han kan finde sig til rette mellem Ciudad Reals mange stjerner.
2. Michael Kraus fra Lemgo til HSV Hamburg
Den muligvis bedste tyske playmaker har været genstand for spekulation gennem lang tid. Nu får han chancen for at folde hele sit potentiale ud uden at undskyldninger om manglende motivation kan gøre sig gældende.
3. Ivan Cupic fra Gorenje Velenje til Rhein Neckar Löwen
”Den skøre kroat” skal vise sin magi på et hold, der er på vej frem. Måske kan han give Kasi-Jespers mandskab lige præcis den vindermentalitet, det har brug for.
4. Mikkel Hansen fra Barcelona til AG København
Det er formentlig udsigten til fast spilletid på et tophold, der har fået Mikkel Hansen til at skifte fra den måske største klub i verden inden for al sport til et nystartet fusionsprojekt. Det har knebet med spilletid i Catalonien, men den er garanteret i AGK – som ligner en kommende stormagt i Danmark og også et hold, der kan gøre sig gældende internationalt. Ambitionerne fejler i hvert fald intet.
5. Viktor Silagy fra Gummersbach til Flensburg-Handewitt
En fantastisk sæson for Gummersbach og Østrigs landshold har bragt Viktor Silagy til Flensburg, hvor han sammen med en række danskere og svenskere skal prøve kræfter med Champions League med sin fantastiske evne til at organisere angreb.
6. Milutin Dragicevic fra Bjerringbro-Silkeborg til THW Kiel
Herkules, som BSV-fans kalder ham, kan folde hele potentialet ud i THW Kiel, forsvarende tysk mester og Champions League-vinder. Stor vindermentalitet.
7. Mirko Alilovic fra Ademar Leon til Celje Pivovarna Lasko
Ung, men erfaren målmand, som er tilbage på Balkan efter et par år i den spanske liga. Er på vej ind i sin formentlig bedste tid som håndboldspiller.
8. Johan Sjöstrand fra Flensburg-Handewitt til Barcelona
En af Skandinaviens bedste målmænd. Tidligere vinder af junior-VM med Sverige, har været værdifuld for Flensburg-Handewitt. Skal udfylde store sko i Barca efter Davis Barrufet.
9. Joachim Boldsen fra Barcelona til AG København
Traktoren har lige som Mikkel Hansen valgt at prøve kræfter med det nystartede håndboldprojekt AG København. Masser af erfaring fra dansk og international håndbold, Europamester i 2008 og altid garant for en stor fysisk indsats – og en sjov bemærkning.
10. Petar Metlicic fra Ciudad Real til Celje Pivovarna Lasko
Han ville egentlig gerne blive i Ciudad Real, men holdet havde brug for friske kræfter. Den kroatiske kaptajn blev til overs hos træner Dujshebaev, der har hentet danske Patrick Eilert til Metlicic' plads. Er nok ved at nå afslutningen på en flot karriere.
Kilde: handball-planet.com
Annonce:

Annonce: