Offentliggjort 01.09.10 kl. 22:12
Mange danske mål, men generelt svag indsats af Flensburg/Handewitt.
Flensburg/Handewitt har fået en skidt start på Bundesligaen i håndbold.
I premieren var holdet mere end heldige med at vinde i Wetzlar og onsdag aften var nordtyskerne milevidt fra tidligere tiders storhed i 29-33 hjemmenederlaget til Magdeburg.
Fra start til slut var det overraskende gæsterne, der fremstod som den mest velspillende enhed. Især blev Flensburg-problemerne udstillet i forsvarsspillet, hvor danske Thomas Mogensen ofte var det svage punkt.
Tv-produceren fandt allerede i første minut Lars Christiansen siddende på tribunen. Efter 14 år som førstemand på venstre fløj er han fortid i klubben. Han var savnet. Anders Eggert er lårskadet og var kun på banen for at skyde straffekast. Savnet af en venstre fløj var så grelt, at Lasse Boesen i en periode – uden den store succes – måtte vikariere på pladsen.
Generelt stod danskerne dog bedst i billedet. Thomas Mogensen kompenserede i angrebet ved at score fem gange. Bedste dansker var Lasse Svan Hansen, der scorede seks gange, mens Lasse Boesen havde lidt for mange afslutninger til at nå fem mål.
Der var også hjemmebanedebut til målmand Søren Rasmussen, der er hentet i AaB. Han fik store bifald ved at redde to straffekast, men havde som første-målmand Dan Beutler alt for lidt hjælp fra forsvaret.
Nemmere blev det ikke af, at nyerhvervelserne Tama Mocsai og Viktor Szilagyi indledte elendigt i deres første optræden i Campushalle.
Så var der mere succes for Hans Lindberg, der vanen tro var topscorer for Hamburg SV, der uden problemer slog oprykkerne fra Ahlen med 36-21. 10 gange scorede sidste sæsons topscorer i Bundesligaen.
Annonce:

Annonce: