Jesper Nøddesbo spillede en fremragende kamp, men det var ikke nok til at sikre Barcelona trofæet. Arkivfoto: Martin Kurt Haglund
Offentliggjort 30.05.10 kl. 19:47
Storkamp af Jesper Nøddesbo var ikke nok for Barcelona mod Kiel.
Barcelona havde den ene hånd på Champions League-trofæet, men endte med at tabe det hele på gulvet.
Foran det højeste antal tilskuere nogensinde til en håndboldkamp i Europa, 19.373 i Köln, kom Kiel tilbage fra de døde og vandt finalen med 36-34.
18 minutter før tid var Barcelona foran med seks mål og med totalt styr på de trætte tyskere. Men så begyndte verdens bedste målmand, Thierry Omeyer, at stå formidabelt. Panikken bredte sig hos spanierne, der ellers er udstyret med erfarne klassespillere over hele paletten.
Indtil det store kollaps var Barcelona fremragende. Ikke mindst med Jesper Nøddesbo som omdrejningspunktet. Både på stregen, hvorfra han scorede seks gange på otte forsøg, og i forsvaret gjorde den vragede danske landsholdsspiller en stor figur.
Derimod var der ikke nogen nøglerolle til Mikkel Hansen, der kun var på banen i få aktioner. I forsvaret havde Joachim Boldsen enorme problemer med Christian Zeitz igennem hele kampen.
Bedste danske præstation blev dog leveret af dommerparret. Lars Ejby Pedersen og Per Olesen manifesterede, at de er verdens bedste par. Det var småt med fejlkendelser i en hårdt spillet kamp. Dog aldrig svinsk, hvilket ikke mindst skyldtes de to danske dommere.
Annonce:

Annonce: