Dommerbestikkelse ødelagde formentlig Lars Christiansens chancer for at vinde Champions League-titlen i 2007. Foto: Lars Krabbe
Offentliggjort 09.02.10
kl. 09:42
- opdateret kl. 15:05
Statsanklager har besluttet at rejse tiltale for bedrageri mod centrale personer i håndboldklubben THW Kiel.
Bestikkelse fra modstanderen THW Kiel har kostet Lars Christiansen, Michael V. Knudsen og andre danske landholdsspillere i håndboldklubben SG Flensburg-Handewitt titlen i Champions League.
Det mener i hvert fald statsadvokaten i Kiel, der har rejst tiltale mod den tidligere manager Uwe Schwenker og den tidligere træner Noka Serdarusic fra de tyske håndboldmestre THW Kiel for at have bestukket dommerne i finalen mod Flensborg i april 2007. Det oplyser dagbladet "Der Nordschleswiger" i Aabenraa.
Ifølge anklageskriftet har stadsadvokaten beviser for, at Schwenker og Serdarusic skal have betalt et "femcifret euro-beløb" til finalens to polske dommere via en kroatisk kontaktperson.
Schwenker og Serdarusic er tiltalt for bedrageri og underslæb, bl.a. fordi Kiel-spillerne uretmæssigt har modtaget en sejrspræmie på 320.000 euro fra Det Europæiske Håndbold Forbund, EHF. Hvis bestikkelsen havde været kendt på forhånd, havde Flensborg fået en ny chance for at vinde Champions League, mener anklageren.
Flensborg har allerede bebudet et økonomisk sagsanlæg mod Kiel i tilfælde af en dom mod de to tiltalte. Anklageskriftet mener, at også EHF har krav på en erstatning. Forbundet har tidligere meddelt, at Kiel vil blive frataget sin titel, hvis anklagen fører til domsfældelse.
Uwe Schwenker har hidtil forklaret, at et beløb på ialt 152.000 euro, som han ikke har kunnet fremlægge bilag for, er betalt til "et netværk på Balkan".
Ifølge avisen "Kieler Nachrichten" skal en kroatisk spilleformidler have modtaget ca. 92.000 euro fra Kiels daværende manager.
Uwe Schwenkers advokat afviser dog, at der skulle være noget nyt i anklagerne. Han mener, at der kun er en vag mistanke og ingen beviser. Det skriver handball-world.com.
Kilde: Der Nordschleswiger
Annonce:

Annonce: