Gitte Aaen har ikke været med på landsholdet siden EM i Makedonien i december sidste år. Foto: AP
Offentliggjort 19.10.09 kl. 11:33
Testkampene mod Brasilien og Kina har ikke givet Gitte Aaen et bedre billede af, hvor hun står i forhold til VM-truppen.
Før kampene onsdag og torsdag mod Brasilien og lørdag og søndag mod Kina havde Gitte Aaen ikke optrådt for det danske landshold siden EM i Makedonien i december sidste år. Dengang gjorde hun en god figur og var en af de bedste danskere i en lidt skuffende slutrunde.
Siden har en skade holdt hende tilbage, både i landsholdssammenhæng og for klubholdet Viborg HK, men nu er helbredet i orden, og Gitte Aaen nød at være tilbage i rødt og hvidt.
"Det var super dejligt. Der er altid en god stemning og en god energi på landsholdet. Så det er altid en positiv oplevelse at være med," siger hun.
I forhold til den trup, der i december skal spille VM i Kina, er Gitte Aaen en af de mulige fløjspillere, der skal med – sammen med Mie Augustesen og Susanne Kastrup – men hvor hun står i konkurrencen om en plads i truppen, har hun ikke nogen fornemmelse af.
"Det er svært at svare på. Jeg har kun haft denne uge til at overbevise Jan (Pytlick, landstræner, red.) om, at jeg skal have en billet til Kina. Jeg synes, at alle tre fløje har gjort det godt og været meget lige, både til træning og i kampe, så jeg har ikke et bedre billede af, hvor jeg står nu end før kampene," siger hun.
De fire kampe gav fire danske sejre. Brasilien slap hæderligt fra den første kamp, som Danmark vandt 25-24, men derefter var Danmark overlegne i den anden kamp mod brasserne og de to kampe mod Kina. Så spørgsmålet er, hvad landsholdet egentlig kan bruge kampene til ud over, at landstræneren fik lejlighed til at se spillere an.
"Vi fik selvfølgelig tanket selvtillid. I de to kampe mod Brasilien fik vi lidt mere modstand end mod Kina, så der fik vi mere ud af det. Vi fik finpudset nogle løb og bevægelsesmønstre, og så fik vi kontrafasen bedre på skinner. Den var ikke optimal under World Cup, så det var dejligt, at de fungerede så godt under disse kampe," siger Gitte Aaen.
Leveret af HAANDBOLD.COM
Annonce:

Annonce: