"Jeg tror, at vi er fire-fem-seks mål efter de bedste," siger landstræner Jan Pytlick. Foto: Polfoto
Offentliggjort 14.06.09 kl. 16:38
Forventningerne skal holdes nede frem mod VM, selv om det danske kvindelandshold i håndbold har forbedret sig markant og legede sig til slutrunden i december.
En samlet sejr på 36 overskydende mål lyder af meget. Det er det sådan set også, men ifølge landstræner Jan Pytlick var de lette VM-kvalifikationskampe mod Portugal snarere udtryk for modstandernes svaghed end de danske håndboldkvinders styrke. Og derfor mener han heller ikke, at de danske fans skal forvente et stort resultat ved VM i december.
"Jeg tror, at vi er fire-fem-seks mål efter de bedste. Norge har tidligere lammetævet os, selvom vi nok er kommet tættere på dem og russerne. Vi står stadig i en situation, hvor vi kan tabe til mange, men også slå mange," siger Jan Pytlick.
Han siger dermed ikke, at man slet ikke skal have forventninger til holdet, men det skal bare ikke handle om medaljer.
"Vi er i gang med en proces, hvor vi skal udvikle holdet, men man skal altid stille krav. Selvom vi skal bruge VM til at udvikle holdet frem mod EM, så skal vi ned og vise, at vi er bedre end til seneste EM. I den sidste kamp under EM mod Ukraine synes jeg, at vi faldt lidt igennem, og det skal vi ikke igen. Der skal vi vise, at vi har løftet os meget," siger Jan Pytlick.
I løbet af efteråret skal holdet have sat ord på egne forventninger. Og så skal Pytlick og assisterende træner Kim Jensen have lagt en plan for, hvordan de områder, som lige nu er holdets akilleshæle - kontrafasens andenbølge og flowet i det etablerede angrebsspil - bliver løftet til et acceptabelt niveau.
Blandt spillerne afviser rutinerede Lene Lund Nielsen også at give et bud på, hvad en tilfredsstillende VM-placering vil være. Hun fastholder, at VM handler om at lægge yderligere lag til et hold, der åbenlyst oser af talent.
"VM-placeringen afhænger rigtig, rigtig meget af hvilke nationer, vi kommer til at møde. Og vi er stadig i en fase, hvor kampene kan gå til begge sider, hvis de er tætte. Der er ikke lang tid til VM, så selv om vi bliver bedre, så skal man ikke regne med medaljer," siger hun.
Siden det meget omtalte generationsskifte blev indledt i efteråret 2007, har Dansk Håndbold Forbunds målsætning været, at Danmark skal have medaljer ved EM i 2010, der bliver spillet i Danmark og Norge.
Holdets yngste spiller, 18-årige Lotte Grigel, mener derfor, at man først skal snakke placering forud for EM i 2010.
"Til VM skal vi nok ikke komme med et bud, men bare spille derud af. Og så skal vores unge hold have en masse kampe samme og samle erfaring derfra," siger Lotte Grigel.
VM spilles i Kina fra den 5. til 20. december.
Læs kampreportagen: Danmark er klar til VM
Ritzau
Annonce:

Annonce: