FC København har allerede nu valgt at forbyde vuvuzelaer i Parken. Foto: AP
Offentliggjort 16.06.10 kl. 17:38
Det udskældte afrikanske fodboldhorn er allerede kommet til Danmark.
Det har unægtelig været et af de helt store samtaleemner ved VM-slutrunden i Sydafrika. Det afrikanske fodboldhorn - vuvuzelaer - der overdøver alt og alle ved samtlige kampe under slutrunden.
Men på trods af, at vuvuzelaen er uhyre udskældt blandt både spillere og tilskuere, er den alligevel meget populær, og således er fodboldhornet nu også kommet til Danmark. Det har allerede nu fået FC København til at forbyde brug af vuvuzelaer på hjemmebanen i Parken.
"Vi har et forbud mod kompressorhorn, og vuvuzelaen falder ind under den kategori. Så vuvuzelaen kommer ikke ind til superligaopgør. Men Parken er også hjemmebane for landsholdet, og hvis Danmarks eksempelvis skal spille mod Sydafrika, så er vi klar til at gå i dialog. Og til speedway vil det fortsat være tilladt at medbringe horn," siger Charles Maskelyne, der er pressechef hos FC København til Ritzau.
På lokalrivalerne fra Brøndbys hjemmebane har man derimod ikke tænkt sig at rykke med et forbud mod de belastende vuvuzelaer.
Under alle omstændigheder er der ingen sikkerhedsmæssige årsager til at forbyde den sydafrikanske specialitet.
"Den er et spændende tiltag, som vi ikke ser skævt til. Der er ingen grund til at forbyde den på grund af sikkerhedsrisikoen, da sådan et plastikrør ikke slår hårdt. Det larmer, men det er ikke så anderledes end en tromme, og vi kan jo heller ikke forbyde folk at snakke på stadion," siger Brøndby IF's sikkerhedschef, Emil Bakkendorff.

Annonce:
