Flemming Østergaard får 1. juli selskab af Anja Andersen, der skal træne klubbens damehold, og en ny hjemmebane med plads til 4.500 siddepladser er klar inden 2010. Foto: Steen Wrem
Offentliggjort 09.06.08 kl. 07:54
Han har gjort FC København til en økonomisk sværvægter. Nu vil Flemming Østergaard revolutionere dansk håndbold, som han mener er kendetegnet ved dårligt købmandskab og elendig ledelse.
Flemming Østergaard har længe siddet solidt på tronen som alfahan i flokken af danske fodboldledere.
Historien om, hvad den karismatiske bestyrelsesformand har gjort ved FC København, er for længe siden ophøjet til en myte i fodboldens verden. Nu er turen kommet til håndbolden - Danmarks anden nationalsport. Sportsgrenens hidtidige herskere - traditionsklubberne i provinsen - vækker ikke synderlig respekt i Parkens hjørnekontor.
»De jyske klubber har da ikke for en bøjet femøres erfaring at trække på. Hvad skulle vi kunne lære af jyderne? Eller fynboer, kinesere eller tyskere for den sags skyld? Der er jo ikke noget at lære. Vi kører vores eget koncept. Tværtimod kan de lære en masse af os på den måde, som vi har bygget fodbolden op på,« siger Flemming Østergaard, der skjuler øjnene bag et par kulsorte solbriller, selv om det rummelige kontor henligger i skygge.
Derfor er det heller ikke til at sige, om bestyrelsesformanden laver sjov med de klubber, der har siddet solidt på flæsket, siden håndbold blev en folkesport.
»Håndbold er på ledelsesplan 10 år efter fodbold. Hvis vi skal lære noget af dem, bliver det da kun dårligheder. Vi lavede 3,2 millioner kroner i overskud på håndbold i år. Tag alle de andre håndboldklubber og læg deres regnskaber sammen. De tjener ikke 3,2 millioner. De kunne lære en masse om, hvordan man tjener penge og bliver Danmarks bedste håndboldby,« siger Flemming Østergaard til spn.dk.
Alvor eller ej. Sikkert er det i hvert fald, at øjnene bag solbrillerne er ambitiøse.
Bestyrelsesformanden får 1. juli selskab af Anja Andersen, der skal træne klubbens damehold, og en ny hjemmebane med plads til 4.500 siddepladser er klar inden 2010.
»Du må kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis vi ikke har minimum 3.000 tilskuere til hver kamp, når vi spiller i den ny arena,« lover Flemming Østergaard.
Mens respekten for håndboldens beslutningstagere kan ligge på et meget lille sted, så er Flemming Østergaards tanker om Danmarks fodboldledere anderledes store.
»Den udvikling der er sket på ledelsesplan inden for dansk fodbold de seneste ti år, er efter min mening den bedste i hele Europa,« siger Flemming Østergaard, der bemærker en forskel, siden han selv kom til i 1997.
»Der er kommet mennesker ind, der er dygtigere. Mere visionære mennesker, der kan se, at professionel idræt er en forretning, der skal styres efter de samme principper som i erhvervslivet. Stor ros til dansk fodbold.«
Fortsættes...
Annonce:
