Offentliggjort 17.03.10 kl. 15:57
Martin Bernburg sad ude mod FC København og gik også ud af dagens formiddagstræning i Brøndby.
Angriberen Martin Bernburg var erstattet af Peter Madsen i startopstillingen i weekenden mod FC København. En skade i baglåret holdt Bernburg ude af kampen. En skade, der brød ud igen i dag ved Brøndbys formiddagstræning.
"I sidste uge fik jeg et lille problem med baglåret. Sikkert en lille forstrækning. Jeg prøvede at blive klar og testede den igennem lørdag, men det holdt ikke, så det var derfor, at jeg ikke spillede. Og så kunne jeg mærke, at det begyndte at genere lidt igen i dag, og så gik jeg ud for ikke at gøre større skade," siger Martin Bernburg til tipsbladet.dk.
Mandag aften venter Randers FC på Brøndby Stadion, og spørgsmålet er, om Bernburg bliver sin skade kvit og kan gå ind i angrebet. Selv tror han på, at han bliver klar.
"Det tager nok nogle dage, før jeg er helt klar igen, men jeg satser meget på, at jeg kan være klar til mandag. Jeg kan ikke gøre andet end at mærke efter fra dag til dag, om det er ømt. Det er højest en lille forstrækning, jeg har fået, og det skal bare ikke provokeres alt for meget, så det er bare med et få et par dages hvile," siger angriberen.
Bliver Martin Bernburg ikke klar, er det enten Peter Madsen, Ousman Jallow eller Nicolaj Agger, der starter i angrebet ved siden af Alexander Farnerud.
Annonce:
