Martin Bernburg melder sig nu på listen over skadede spillere i Brøndby. Angriberen er tvivlsom til weekendens brag mod FC København. Foto: Mikkel Khan Tariq/POLFOTO
Offentliggjort 12.03.10 kl. 14:16
Brøndby kan blive tvunget til at stille op uden angriberen Martin Bernburg mod FC København.
Brøndby risikerer at måtte undvære sin angriber Martin Bernburg til weekendens brag mod FC København i Parken. Han skal testes en sidste gang lørdag. Til gengæld melder Mikkel Bischoff sig klar.
Bernburg, der tidligere har spillet for FCK, mærker en spænding i sit ene baglår, og han deltog ikke i hele fredagens træning i Brøndby.
"Vi trækker den, så længe vi kan. Derfor skal Bernburg testes i morgen. Jeg håber, han kan spille, men hvis han ikke kan, skal vi se på de muligheder, vi har i alternativerne," siger Brøndby-træner Kent Nielsen.
I vinterpausen solgte Brøndby sin topscorer Morten "Duncan" Rasmussen til skotsk fodbold, men Kent Nielsen er endnu ikke løbet tør for angribere, og han gør det heller ikke, hvis Bernburg ikke bliver klar.
"Vi har fire spillere til angrebspladserne. Ud over Bernburg er det Alexander Farnerud, Peter Madsen og Ousman Jallow," siger Kent Nielsen, der ikke vil ud med, hvordan han vurderer de forskellige angriberens chancer for at komme i aktion i søndagens brag i Parken.
Ritzau
Annonce:
