Offentliggjort 02.03.10 kl. 09:53
AGF har allerede fået udbytte af Martin Jørgensens hjemkomst, vurderer ekspert.
Han er kendt for sin markante fortid i AGF-trøjen. Og selv om Martin Jørgensen befinder sig i karrierens afsluttende fase, kommer han til at blive en gevinst for den århusianske fodboldklub.
Faktisk skete det i samme øjeblik, den tidligere Fiorentina-spiller satte sin underskrift på en kontrakt frem til sommeren 2011, vurderer Jeppe Madsbad Lauritzen, nordisk direktør i sponsorbureauet Promovator.
"Det, at han vender tilbage, er en blåstempling af AGF's sportslige ambitioner. Det sender et signal til sponsorer og samarbejdspartnere om, at AGF gerne vil satse aggressivt over de kommende år, og det er selvfølgelig positivt," siger han.
Historien om 34-årige Martin Jørgensen med 93 A-landskampe, der vender hjem til AGF efter 12 et halvt år i italiensk fodbold, er ifølge Jeppe Madsbad Lauritzen også en vinderhistorie, fordi den sender et signal om, at AGF er en klub, som man har et livslangt forhold til.
"Derudover er det interessant, at Martin Jørgensen er at finde i investorkredsen omkring AGF, så han selv direkte vil kunne bearbejde medinvestorer og mulige sponsoremner," siger Jeppe Madsbad Lauritzen.
Martin Jørgensen var i sin fodboldkarrieres ungdom en del af AGF's seneste storhedstid med pokalsejr og DM-sølv i 1996 og bronze året efter.
Hans hjemkomst skaber også ny energi hos klubbens fans.
"Det får en positiv effekt. Min egen generation, som var omkring 20 år, da AGF vandt pokalturneringen, får fornyet ungdommen. Og den nye generation af fans, som er 15-20 år i dag, har hørt historierne fra de ældre fans.
Forventningerne stiger, for man håber, at AGF igen kommer til at vinde noget, når Martin Jørgensen kommer tilbage," siger Jan Jensen, formand for AGF Fanclub Aarhus.
Formanden regner med at se mange AGF-fans i foråret iført en hvid trøje med nummer 10 og Martin Jørgensens navn på ryggen.
Det scenarie virker meget realistisk, når man spørger en lokal forhandler af AGF-trøjer.
"Vi kan mærke, at det er hans navn, fansene vil have på trøjen. Lige da fansene hørte om det, kom mange ind og skulle købe en trøje med hans navn. Vi har solgt over 50, og der kommer nok løbende flere, når de begynder at spille," siger butikschef Mathilde Svinth Kristensen fra Hummel Sport Fashion i Århus.
Jeppe Madsbad Lauritzen mener, at AGF bør tage spilleren med som blikfang til møder hos nuværende og potentielle sponsorer, så klubben får mest muligt ud af brandet Martin Jørgensen.
Derudover skal klubben ret hurtigt sende et signal om, at Martin Jørgensen får en rolle i klubben, når karrieren på banen rinder ud.
Den økonomiske gevinst ved at få landsholdsspilleren tilbage er dog svær at gøre præcist op i kroner og øre, vurderer Jeppe Madsbad Lauritzen.
"Det er svært at sige, om det betyder 10, 15 eller 20 procents forøget sponsorsalg, for sponsorater bliver forlænget løbende. Men jeg tror bestemt, at det har en effekt, for hele Århus er med, når det går godt for AGF.
AGF får en Martin Jørgensen-bølge at ride på, og det vil givet også kunne måles efterfølgende som en Martin Jørgensen-effekt," siger han.
Ritzau
Annonce:
