Benny Feilhaber forventer at tage med på AGF's træningslejr i Spanien i næste uge. Foto: Ilan Brender
Offentliggjort 16.02.10 kl. 14:14
AGF's amerikanske midtbanespiller har fået en kraftig forstuvning efter et uheld til træningen.
Benny Feilhaber: Forstuvede sin ankel til mandagens træning og er ude i mindst en uge, formentlig to.
Jakob Poulsen: Fik et drøn over sin fod i sidste uge og har ikke trænet siden.
Sanel Kapidzic: Er begyndt at løbetræne efter skadespause.
Jerry Lucena: Fiberskade holder ham ude i et par uger.
Ulrik Lindkvist: Akillessenerne driller. Er ikke begyndt at træne med bold endnu.
Det så mere dramatisk ud, end det viste sig at være.
AGF's amerikanske landsholdsspiller Benny Feilhaber trimlede omkuld på klubbens kunstgræsbane under mandagens træning og vrikkede om på sin ene ankel, og blev derefter kørt op i klubhuset på ladet af en havetraktor.
Straks blev den teknisk dygtige midtbanespiller kørt til undersøgelse, og senere på dagen kom dommen: En kraftig forstuvning.
Som følge af en hel banal situation, da Feilhaber ville snurre rundt om sig selv og træde på bolden.
»Lægerne mente ikke, det var alvorligt, og scanningerne viste i hvert fald ingen brud på min ankel,« siger Benny Feilhaber, der er en af de mest højprofilerede spillere i AGF.
Benny Feilhaber er siden ankomsten i Århus blevet fast mand på det amerikanske landshold, der senere på året deltager ved VM i Sydafrika. Dermed er han også en af klubbens mest åbenlyse salgsobjekter, da han kan gøre opmærksom på sine evner på verdensplan under sommerens slutrunde. For at fremme sin egen karriere og sende en god bunke penge retur til AGF.
Lige nu har han smidt sig med benene oppe hjemme i sofaen med den ene ankel pakket ind i isposer, mens han bander over kunstgræs og dansk vinter.
»I tre uger har jeg trænet på kunstgræsbanen, og hver eneste dag har jeg sagt til mig selv: Lad nu være med at blive skadet. Da vi skulle træne denne gang, havde jeg virkelig lyst til at spille, og så skete sådan noget selvfølgelig,« siger Benny Feilhaber, der længe har set frem til at komme på græs på træningslejren på La Manga i Spanien.
I tre uger i januar fik han lov til at opholde sig i USA, hvor det amerikanske fodboldlandshold samlede en bruttotrup af spillere til landsholdet.
I den periode kunne Feilhaber, der var knæskadet i det første halve år af sit ophold i AGF, træne på californiske græsbaner, inden han vendte tilbage til den danske vinter.
Det amerikanske landshold spiller i begyndelsen af næste måned testkamp mod Holland i Amsterdam, men Feilhabers skade kan sætte en stopper for hans deltagelse i den sidste testkamp inden VM.
»De to første dage efter er altid de værste, og lige nu er anklen temmelig hævet. Jeg håber på, at jeg er klar til at træne igen om en uges tid,« lyder det optimistisk fra Benny Feilhaber.
Amerikaneren er ikke den eneste landsholdspiller, der er forhindret i at træne for tiden. Også Jakob Poulsen døjer med en skade, efter at han i sidste uge blev tacklet af Frederik Krabbe.
»Problemet er en sene i foden, der hopper hen over en knogle. Det sker, når jeg belaster foden, og så gør det ondt. Det virker lidt mærkeligt,« siger Jakob Poulsen, der endnu ikke ved, hvornår han igen er parat til at træne for fuld kraft.
Både Benny Feilhaber og Jakob Poulsen forventer at tage med på AGF's træningslejr i Spanien i næste uge.
»Jeg vil hellere have behandlinger i Spanien end herhjemme,« siger Benny Feilhaber, hvis begejstring for kunstgræs er til at overse. Faktisk hader han det.
Annonce:
