Sverige har indtaget Danmark og Den lille Havfrue. Mobilfoto: Bjarne Ravn Schmidt
Offentliggjort 09.10.09 kl. 10:39
Den svenske hetz mod Danmark før lørdagens fodboldbrag i Parken vil ikke stoppe. Svenskerne har indtaget København, og det er gået ud over Den lille Havfrue.
3.800 svenskere ventes lørdag aften på plads i Parken. En del af dem er allerede kommet. Mobilfoto: Bjarne Ravn Schmidt
Først måtte vi finde os i, at den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic svinede det danske landshold til, fordi det vil spille som Barcelona, men ikke kan. Så gik det udover Nicklas Bendtner, hvis fodboldmæssige evner i svensk optik ikke er i nærheden af selvsamme Ibrahimovic.
De danske landsholdsspillere har hidtil svaret med tavshed, men nu forstår svenskerne indsatsen. Det svenske landshold og de svenske medier har nemlig fået hjælp til danskerhetzen fra de svenske fodboldtilhængere.
LÆS OGSÅ: Sådan kommer vi direkte til VM
3.800 af slagsen ventes på plads i Parken lørdag aften, og en del af dem er allerede dukket op i København. Det kan ikke mindst ses på Den lille Havfrue, der fredag morgen mødte de mange besøgende turister iklædt det svenske landsholds gule og blå farver.
Med "indtagelsen" af den store danske turistattraktion, har svenskerne om noget ramt den danske stolthed, hvor det gør allermest ondt. Den lille Havfrue er et symbol på H. C. Andersens eventyr af samme navn. Om det også bliver noget svensk eventyr lørdag aften i Parken er mere tvivlsomt.
LÆS OGSÅ: Svenskerne sviner Danmark til
Danmark står med de bedste kort på hånden. En dansk sejr er lig med kvalifikation til VM i Sydafrika, mens også uafgjort vil være et pænt resultat for Morten Olsens udvalgte, og med størstedelen af de 38.000 tilskuere i ryggen, er der lagt op til dansk fodboldfest.
Statistikken er dog på svenskernes side. Den første kamp mellem de to lande blev spillet i 1913, og siden da er det blevet til 45 svenske sejre og 37 danske.
Annonce:

Annonce: