Carlos Queiroz. Foto: Armando Franca/AP
Offentliggjort 04.09.10 kl. 13:39
Det portugisiske landshold i fodbold vågnede lørdag op til massiv kritik i de hjemlige aviser efter skuffelse.
Katastrofalt, dårligt og den værste kamp under landstræner Carlos Queiroz.
Kritikken i de portugisiske medier en benhård, efter at Portugal fredag aften kun magtede at spille uafgjort hjemme mod Cypern i EM-kvalifikationsgruppe H, hvor også Danmark deltager.
- Portugal dumpede hovedløst ind i EM-kvalifikationen. Det var en katastrofe på hjemmebane. Personlige fejl, et dårligt kollektiv og en enorm mangel på ro kostede Portugal to point. Det var det rene anarki i forsvaret, lyder dommen i Portugals største avis, Jornal de Noticias.
Cypern formåede at score fire gange ude mod Portugal, og det vækker harme i avisen Publico.
- Portugal havde brug for hele fire mål for ikke at tabe point mod Cypern. Forsvarsspil? Hvad er det for noget? Cypern har tidligere mest scoret to mål i en kamp i EM- og VM-kvalifikationen, men mod Portugal klarede de at fordoble antallet af mål, skriver Publico.
Heller ikke avisen Diaro de Noticias holder sig tilbage i kritikken og kalder det den værste kamp under landstræner Carlos Queiroz, som i øvrigt var ramt af en seks måneders karantæne på grund af manglende samarbejde med antidopingmyndighederne og derfor ikke var med på bænken.
- Ordet skuffelse er nok det, som bedst beskriver det, tilskuerne fik serveret på Estadio D. Afonso Henriques i Guimarães. Dette var den værste kamp, siden Carlos Queiroz tog over som træner i VM-kvalifikationen til Sydafrika, lyder konklusionen.
Danmark kan udnytte Portugals pointtab, hvis holdet tirsdag hjemme i Parken kan besejre Island.
Ritzau
Annonce:

Annonce: