Skuffede engelske spillere efter nederlaget til Tyskland. Foto: AP
Offentliggjort 03.09.10 kl. 14:43
Fifa har udgivet en rapport om VM-slutrunden. Med overraskende læsning for briter.
Hvis du var en af dem, der sad foran tv'et og så England blive kørt over af Tyskland, så vil du nok også undre dig over Fifas bedømmelse af de engelske spillere under VM-slutrunden i Sydafrika.
Det er Fifas tekniske komite, der har udgivet en rapport om, hvordan VM blev afviklet på det spillemæssige plan.
Og her har den 16-mand store komité - der bl.a. består af den tidligere Liverpool-manager Gerard Houllier - noget overraskende beskrevet Wayne Rooney som en "hårdt-arbejdende, energisk angriber, som arbejdede godt for hele holdet". Wayne Rooney trækkes frem som "enestående" sammen med Steven Gerrard og Ashley Cole.
The Guardian kalder den tekniske komité for "revisionister", og fremhæver hvordan Rooney var et "aggressivt flop", som bandede af de engelske fans, fordi de buhede af den engelske hold.
Avisen har gravet citater frem, hvor Houllier efter VM siger "nøglen til at forstå, hvorfor England ikke præsterede under VM var, at topspillerne ikke spillede så godt som forventet. Jeg tænker specifikt på Wayne Rooney."
England vandt en kamp, spillede en uafgjort og tabte to under VM.
Den tekniske komité har peget på Christian Poulsen og Dennis Rommedahl, som de to vigtigste danske spillere.
Annonce:

Annonce: