Henrik Hansen Odense Boldklub
Offentliggjort 13.03.10 kl. 18:54
De fynske gulddrømme ligner kun drømme, efter et søvnigt fynsk mandskab skuffede mod Sønderjyske.
OB (4-4-2): Roy Caroll – Jonas Troest, Atle Roar Håland (78. Thomas Helveg), Anders Møller Christensen, Chris Sørensen – Rurik Gislasson, Eric Djemba-Djemba (83. Esben Hansen), Henrik Hansen – Caca (83. Njogu Demba-Nyrén), Peter Utaka
Træner: Lars Olsen
Sønderjyske (4-5-1): David Ousted - Michael Stryger, Anders Østli, Sölvi Ottesen, Andrei Sidorenkov - Johnny Thomsen, Henrik Bødker, Olafur Skulason, Rasmus Hansen (57. Mads Jessen), Jesper Kjærulff (76. Søren Frederiksen) - Kenneth Fabricius (94. Morten Bertolt)
Træner: Michael Hemmingsen
Mål: 1-0 Henrik Hansen (13. Hansen halvflugter en bold, der rettes af og havner i krydset), 1-1 Kenneth Fabricius (19. En afslutning fra Kjærulff rammer heldigt angriberen i benene lige foran mål)
Tilskuere: 7.777
Dommer: Nicolai Vollquartz, 4
OB: 02
SJE: 7
Kampens spillere:
Eric Djemba-Djemba, OB, 4
Sölvi Ottesen, SJE, 10
Uafgjort for anden kamp i træk. 1-1 i en hjemmekamp mod Sønderjyske, der bare skulle vindes, og pludselig ser guldet ud til at være meget langt væk fra Fyn. Hvilket OB kun kunne takke sig selv for, for det var langt under niveau. På et tidspunkt, hvor det er meget uheldigt at være langt under niveau.
Formentlig havde første halvlegs stride modvind betydning. Formentlig kom Sønderjyske-træner Michael Hemmingsens taktik bag på OB. Med blodet stadig dryppende fra tænderne efter den fine indsats i Brøndby havde den tidligere OB-træner dikteret højt pres, og i første halvleg virkede gæsterne virkede væsentligt mere afbalancerede end hjemmeholdet.
Men formentlig spillede også en tredje faktor ind.
OB’s dårlige indsats i første halvleg gjorde det uundgåeligt at tænke på det, som de ikke snakker om i den fynske Ådal.
Bare to runder før lørdagens kamp havde OB alle tiders mulighed for at slå et hul på syv point ned til FCK. Pludselig er de bagefter. Og med københavnernes effektive magtdemonstration i søndags, hvor AGF blev neddolket med 5-0, var det meget forståeligt, hvis fynboerne føler det frosne forårs kolde sved. For uanset hvad de så ellers siger om en kamp af gangen og tilsvarende standardsvar, har OB sat alt ind på at vinde guld i år.
Det kunne forklare det krampagtigt nervøse spil. I stedet for at holde hovedet koldt og lade gæsterne løbe efter bolden, forsøgte odenseanerne sig med meget direkte spil, hvilket kun førte til fejlafleveringer, forgæves løb og forcerede indlæg.
Når boldene kom sejlende ind i feltet fra højrekanten, blev det pludselig tydeligt, hvor stor rolle den karantæneramte norske back Espen Ruud faktisk spiller for OB. Det er primært ham, der gør de fynske indlæg farlige for tiden.
Vindens potentielle betydning blev dog bevist i anden halvleg. Med den i ryggen havde hjemmeholdet i hvert fald noget mere held med sit presspil end før pausen.
Uden dog for alvor at komme til de store chancer. Og uden at holde Sønderjyske fuldstændig uden for indflydelse. Ganske som i sidste rundes kamp mod Midtjylland var det OB i den dominerende rolle, men uden efterårets veljusterede skarphed foran mål, og uden fordums fejlfrie defensiv.
I bagkæden var de to backs helt og aldeles usynlige og foran mål blev det kun til velmenende ideer og offside-løb for topscorer Peter Utaka. Mens klejne Caca ikke kunne stille noget op mod storspillende Sölvi Ottesen. Med hans fysiske spil kunne man godt savne, at have set Demba-Nyrén i aktion i mere end 10 minutter. Omvendt har man også ofte savnet at se Demba-Nyrén i aktion, når han er på banen.
Uanset hvad er det ikke heldigt for OB. Guldkampen er ikke afgjort endnu, men med to uafgjorte kampe og stor uskarphed i felterne, ser de fynske gulddrømme ud til endnu engang at kunne ende som kun drømme.
Annonce: