

Bjarne Riis er ganske sikker på, at Mørkøv og Rasmussen vinder i Ballerup Super Arena. Foto: Søren Lorenzen
Offentliggjort 09.02.10 kl. 08:34
Bjarne Riis dukkede mandag op i Ballerup Super Arena for at holde øje med sine banedrenge.
Nu er chefen ankommet i Ballerup Super Arena. Nu vil han se noget godt cykelløb med de to banedrenge og verdensmestre i parløb, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, i rollen som vindere af det københavnske seksdagesløb.
Og Bjarne Riis vil man nødig skuffe. Derfor var der ekstra pres på Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, da løbets fæle sejtrækker, den 75 kilometer lange handicapjagt, blev kørt mandag aften.
Team Saxo Bank-ejeren havde æren af at skyde løbet i gang, men inden da var han på visit i boksen hos sine to ryttere, par nummer syv.
”Jeg har lige været ovre og sige til dem, at de skal vinde,” griner han.
Michael Mørkøv og Alex Rasmussen vandt i København i fjor. De er verdensmestre i parløb, og de er formentlig det stærkeste par i feltet, men intet er afgjort før denne løbets sidste aften. Alligevel føler Bjarne Riis sig rimelig sikker på, at de gør det igen.
”Ja, det regner jeg da med.”
Selv når der er fuld skrue på klingen, giver det et ekstra spark i røven på par nummer syv, når Bjarne Riis sidder på inderbanen.
”Det er klart, at Alex og jeg føler et ekstra pres, når han kommer her. Vi vil gerne vise ham, hvor gode vi er på banen. Det er fedt for os, at han kommer, for det et tegn på, at det betyder meget for ham,” siger Michael Mørkøv.
”Selvom vi kører defensivt, tror jeg, at han sætter pris på, at vi kører et klogt løb.
Jeg vil være rigtig stolt, hvis vi kan vinde foran vores chef og sportsdirektør."
Annonce:
Annonce: