Jakob Fuglsang skal i weekenden for alvor i gang med den professionelle karriere hos Team Saxo Bank. Foto: JP
Offentliggjort 05.03.09 kl. 15:36
Jakob Fuglsang skal i weekenden for alvor i gang med den professionelle karriere hos Team Saxo Bank.
Mest af alt er det forventningens glæde, der rumsterer i Jakob Fuglsangs mave.
På søndag triller den næsten nyslåede Team Saxo Bank-rytter ud til sin hidtil største opgave hos det danske professionelle cykelhold, når det traditionsrige minietapeløb Paris-Nice begynder.
»Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er spændt på at se, hvordan det er at være med i løbet, og det bliver en stor oplevelse. Det er et af de vigtigere løb i kalenderen her først på året, og der er mange gode ryttere, der stiller op for at vinde,« siger 23-årige Jakob Fuglsang.
Den nu tidligere moutainbike-rytter fik sit gennembrud i sommer, da han vandt Danmark Rundt med Team Designa Køkken. Det gav straks en kontrakt hos Bjarne Riis’ Team Saxo Bank, men selv om han betegner sin form som bedre end nogensinde før på dette tidspunkt af året, har han ingen forhåbninger om et tilsvarende godt resultat på de franske landeveje i den kommende uge.
»Jeg ved det ikke rigtig, hvordan jeg står, for normalt kommer de vigtigere løb først i april. Så resultamæssigt har jeg ingen specielle forhåbninger, andet end jeg håber at kunne hjælpe holdet til at vinde løbet eller en etape,« siger Jakob Fuglsang.
Og samme holdning lyder det fra den følgebil, der skal følge i hælene på den danske cykelrytter i næste uge.
»Jeg forventer ikke noget specielt, for vi har jo mange gode ryttere med, så Jakob skal mest forstærke i bredden,« siger sportsdirektør hos Team Saxo Bank Kim Andersen, der understreger, at Jakob Fuglsang i sin første rigtige sæson som professionel mest af alt er med for at lære.
»Man skal huske, at han måske kun havde 15 starter på landevej sidste år, så min og Bjarnes største opgave bliver at passe på, at Jakob ikke kommer til at køre for meget,« siger Kim Andersen.
Jakob Fuglsang selv glæder sig dog bare til at komme ud på de tynde racerdæk og vise, hvad han duer til. Gerne over hele sæsonen.
»Jeg håber da at det vil gå godt. Og jeg håber, at Bjarne og Kim har tiltro har så meget tiltro til mig, at de sender mig ud og blive prøvet af til grænsen. Måske kan jeg komme til at gøre en god figur i Giroen,« siger Jakob Fuglsang.
Annonce:
Annonce: