

Offentliggjort 05.02.09 kl. 09:42
Mange troede, at Team Saxo Bank ville rense sig for dopingrygter under Touren, da holdets dopingjæger meddelte, at han havde sendt prøver til test for CERA. Men prøverne var gamle.
Holdejer Bjarne Riis og Team Saxo Bank-rytterne slap for ubehagelige dopingrygter, da Rasmus Damsgaard udtalte, at han ville sende prøver til test for CERA. Arkivfoto
»Vi har taget de prøver, som vi har liggende og tøet dem op og sendt til det laboratorium i Lausanne, der er akkrediteret til at undersøge for CERA.«
Ingen af ovennævnte konstateringer var sande, da Rasmus Damsgaard udtalte dem til TV 2 den 12. oktober 2008. Prøverne var ikke sendt, og Lausanne modtog dem aldrig. To måneder senere blev imidlertid syv prøver fra Team Saxo Bank og Astana fragtet til Chatenay-Malabry-laboratoriet i udkanten af Paris, da den nødvendige godkendelse fra UCI var i hus. Det bekræfter UCI over for Jyllands-Posten.
Men hvor stammede disse blodprøver fra, og hvorfor sagde Damsgaard, som han gjorde, når indholdet af hans ord først skulle blive realiseret måneder senere? Selv forklarer han, at han blev fejlciteret. Det skulle ikke være datid. Og sikkert er det, at han ikke selv har haft indflydelse på, hvilket laboratorium prøverne i givet fald ville ende hos, men rimeligvis måtte han gætte på Lausanne, da dette laboratorium var det mest oplagte på daværende tidspunkt. Kun UCI kunne åbne døren til WADA's laboratorier for Damsgaard.
Men ordene fra Rasmus Damsgaard havde en magtfuld virkning - som en dæmpende hånd, der bringer en kimende klokke til ro. Rygterne buldrede om det danske cykelhold i dagene før. En uge tidligere erkendte Fränk Schleck sin overførsel af 60.000 kroner til den spanske dopinglæge Fuentes. Alle talte om sommerens åbenbaring for snydepelse: CERA. Fem dage før annoncerede den franske antidopingmyndighed AFLD, at Stefan Schumacher og Leonardo Piepoli var dopede af CERA under Touren. Kort efter fulgte Bernard Kohl, mens den belgiske avis Le Soir skrev, at Sastre, Cancellara, Fränk Schleck og O'Grady var blandt de 14 ryttere, som AFLD fortsat havde under mistanke. Rygter her og rygter der.
Men efter lægens udtalelse den 12. oktober forstummede snakken.
Måske forstummede den, fordi pressen straks koblede Rasmus Damsgaards udtalelse til historien om 14 unormale blodprøver og de ventede positive CERA-test? Lægen selv foretog aldrig denne kobling. Det gjorde han ikke, for de syv prøver, som han sendte til CERA-analyse var slet ikke Tour de France-prøver. Sådanne prøver havde han ikke. Til gengæld havde han gamle blodprøver fra forårssæsonen, og det var disse prøver, som holdet sendte til efteranalyse for CERA. Resultatet af prøverne ville med andre ord ikke sige noget som helst om, hvorvidt Saxo Bank-rytterne var rene under Tour de France eller ej. Kun pressen koblede disse ting.
Fortsættes...
Annonce:
Annonce: