Tip     Print     RSS     Del    

JP's sportsredaktør: Tour de France er slut

Af CHRISTIAN THYE-PETERSEN, sportsredaktør Jyllands-Posten

Offentliggjort 26.07.07 kl. 22:30

Jeg kan ikke blive meget forarget over Rabobanks konsekvente handlemåde. Såfremt altså, at holdledelsen er 100 pct. sikker på, at Michael Rasmussen har løjet.

Foto: AP/Christophe Ena

Relaterede artikler

Rasmussen-hackere bliver tiltalt

Nu begynder Rasmussens sag

Rasmussen vil tale ud om Tour-exit

Se alle >>

Denne klumme var planlagt til søndag. Den dag, da Tour de France slutter. Men der er ingen grund til at vente til søndag.

Tour de France er slut.

Det sluttede, da Rabobank trak Michael Rasmussen ud af løbet, fordi holdet mener, at danskeren har løjet om sit opholdssted op til Tour de France. Ved at hive den gule trøje ud af løbet på et tidspunkt, da kun uheld syntes at kunne forhindre den danske bjergrytter i at vinde verdens vigtigste cykelløb forsvandt om ikke den sportslige berettigelse, så dog den sportslige interesse for Tour de France. Og der er ingen garanti for, at interessen - eller berettigelsen - vender tilbage næste år. Eller de følgende.

Det vil også fremgå af Morgenavisens Jyllands-Postens resterende dækning af løbet, der i (endnu) højere grad vil fokusere på den tilstand, som endnu et skandaleramt Tour de France har efterladt den professionelle cykling i.


Den korte version er, at det er noget rod.

Jeg kan ikke blive meget forarget over Rabobanks konsekvente handlemåde. Såfremt altså, at holdledelsen er 100 pct. sikker på, at Michael Rasmussen har løjet og forbrudt sig mod spilleregler, som han er kontraktligt forpligtet til at overholde. Mindre kan ikke gøre det, for Rabobanks beslutning trækker tæppet væk under Michael Rasmussens arbejdsliv.

Den slags kan ikke gøres på løse mistanker alene, og som også juraprofessor Jens Evald påpeger andetsteds er rytternes retssikkerhed eller mangel på samme i kampen mod doping en del af det rodede billede.

Michael Rasmussen er jo ikke og har aldrig været omdrejningspunkt for en dopingsag, og alligevel er han frataget sit levebrød nærmest på dagen for hans arbejdslivs største stund. Men cykelsporten er som helhed så belastet, at det ville grænse til naivitet ikke at påpege, at striben af hemmeligholdelser, bort- og søforklaringer og nu, ifølge Rabobank, altså direkte løgne stiller Michael Rasmussen i et mistænkeligt skær.

Men den hetz, som Rasmussen har været udsat for i Frankrig inden den aktuelle fyring, har været tæt på det usmagelige og et udtryk for, at især franskmændene har skullet finde en syndebuk.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at den store franske sportsavis L'Equipe længe fandt anledning til at revse Michael Rasmussen bare for at glorificere Vinokourov på forsiden dagen før, at Astana-manden blev taget for doping?


I Michael Rasmussens sted kører Alberto Contador fra i dag formentlig i den gule trøje, og han er ifølge Süddeutsche Zeitung at sidestille med ”dokument 31” i den store spanske dopingsag Operacion Puerto. Tror vi så på Contador?

Eller mere relevant: Tror vi i det hele taget på Tour de France?

Mit svar er et forstemt nej - ikke i disse sommerdage.

Næste år er 10-året for Festina-sagen fra 1998, da det første gang gik op for den brede offentlighed, at doping i cykelsporten ikke var et isoleret fænomen begrænset til enkelte ryttere. Nej, der var tale om organiseret snyd, smugling af dopingstoffer og skrupelløse læger, der kunne have fået Hippokrates til at besvime.

Desværre begyndte ikke en ny tid med Festina-afsløringerne, som mange ellers håbede. Efter alt at dømme er dopingproblemet ikke mindsket i omfang. Vi nævner Tyler Hamilton og Ivan Basso, Floyd Landis og venter spændt på Jan Ullrichs ventede memoirer. Og det synes efterhånden at være en plausibel analyse, idet jeg her ikke mindst tænker på Vinokourov-sagen, at der i en kerne i cykelmiljøet dybest set aldrig har bundfældet sig en erkendelse af, at doping er forkert. Også selv om man ikke bliver opdaget.

Og det er en forståelse, der har bredt sig til debatten også uden for cykelmiljøet, hvor kynikere, romantikere og intellektuelle kaster ord som moral, hykleri og jantelov efter hinanden i en leden efter et ståsted imellem den dybe fascination for cykelsporten og den lige så dybe afstandtagen fra snyd og bedrag.

Det er noget rod.


Hvis man skal fortsætte analysen, er det meget svært at se, hvordan brug af doping i sport kan begrænses, hvis der end ikke kan opnås en fælles forståelse for, om det i det hele taget er et problem af betydning. For mig er doping noget af det værste i sport - at sidestille med aftalt spil og bestikkelse.

Cykelsporten - og sporten - må nødvendigvis rette ind. Den kan ikke overleve med en parallel moral, når det er det omkringliggende samfund, der brødføder sporten og i øvrigt samlever efter andre normer.

Derfor er den nul tolerance/politik, som vi jo dog ser mere og mere tydeligt - og bøjet i neon med Rabobanks konsekvens i forhold til Michael Rasmussen - formentlig vejen frem for en renere sport.

Helt ren bliver den aldrig.

Men kampen mod doping kan aldrig stoppes eller lempes. For så giver det ingen mening at beskæftige sig seriøst med professionel sport.