Foto: Chris Carlson/AP
Offentliggjort 13.03.10 kl. 13:10
Caroline Wozniacki vil forsøge at udnytte sin hårde åbningskamp ved WTA-turneringen i Indian Wells mod Vania King til noget positivt, når hun i tredje runde møder Maria Kirilenko.
King, der rangerer som nummer 76 i verden, pressede danskeren i to timer og 28 minutter, før Wozniacki sejrede med 5-7, 6-2 og 6-4.
- Jeg fik spillet en masse dueller, jeg fik løbet en masse og fik gjort lidt af det hele - både spillet godt, dårligt og okay. Forhåbentlig kan det gøre mig stærkere til næste kamp, siger Caroline Wozniacki.
Den 19-årige dansker var bagud med 1-4 i tredje og afgørende sæt og var derfor lettet over, at hun endte med at vinde.
- Jeg blev ved med at kæmpe for hvert eneste point. Vania spillede meget godt i dag, så jeg er bare glad for at være videre, fortæller Wozniacki.
Danskeren, der er seedet toer ved turneringen i Indian Wells, stod over i første runde.
Ritzau
Annonce:
Annonce: