

Offentliggjort 03.02.10 kl. 12:08
Danmark og Sverige brager i dag sammen i Fed Cup-turneringen i Portugal.
Caroline Wozniacki, Malou Ejdesgaard, Mai Grage, Karina Ildor Jacobsgaard, Maria Rasmussen (kaptajn)
Danmark møder foruden Sverige også Ungarn og Letland.
Danmark møder onsdag eftermiddag de svenske naboer i det første opgør ved Fed Cup-turneringen i Portugal. De to hold brager sammen klokken 16 (dansk tid) på Centre Court, hvor der er både overlevelse i Europa/Afrika Group I og naturligvis håneretten på spil.
Det mener i hvert fald Danmarks superstjerne Caroline Wozniacki.
"Vi møder Sverige i dag, og det er altid sjovt at være med til disse landskampe. Der står meget på spil, da vi ikke skal tabe ansigt til svenskerne:) Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at vinde over dem på præcis samme måde, som fodboldlandsholdet gjorde det," skriver Caroline Wozniacki på sin blog på sporten.tv2.dk.
Med sin placering som nummer tre i verden er det den klare forventning, at hun sikre Danmark et godt udgangspunkt mod svenskernes bedste singlekvinde Sofia Arvidsson, der rangerer uden for top 100.
Dansk succes i Portugal kan umiddelbart føre til oprykning til World Group II, men danskernes målsætning er mere beskeden.
"Vores mål er at blive i gruppen, og jeg tror, at hvis vi spiller op til vores bedste, burde der være gode muligheder for at blive i gruppen. Der er aldrig nogen lette kampe, og det er der bestemt heller ikke her," skriver Wozniacki.
Hun får opbakning til den målsætning af sin holdkaptajn:
”Vores udgangspunkt er stadig, at vi vil forblive i gruppen. Alt herudover er bonus. Med den tilgang til tingene er opgøret med Letland vigtigt. Men lur mig, om pigerne ikke starter med at levere en super præstation mod Sverige,” siger Maria Rasmussen.
Danmark møder foruden Sverige også Ungarn og Letland. De kampe spilles torsdag og fredag.
Annonce:
Annonce: