Lotte Friis svømmer her 1500 meter fri ved VM i Rom i juli. På lørdag vil hun forsøge at sætte verdensrekord på distancen. Arkivfoto: AP
Offentliggjort 26.11.09 kl. 07:49
Lotte Friis vil nå at sætte verdensrekorder, inden de omdiskuterede "super-svømmedragter" bliver forbudt næste år.
På lørdag svømmer Lotte Friis 1500 meter fri ved mesterskaberne i svømmeklubben SIGMA. Her vil hun forsøge at slå verdensrekorden i 1500 meter fri på kortbane, som i øjeblikket indehaves af amerikanske Kate Ziegler, der har klaret distancen i tiden 15.32,90 minutter.
Det er 20 sekunder hurtigere end Lotte Friis' egen bedste tid, der dog blev sat for mere end to år siden. Så den danske svømmer er optimist.
"Jeg har en tid på langbane, der er hurtigere end den på kortbane, så jeg burde kunne svømme en del hurtigere. Jeg har ikke svømmet en 1500 meter på kortbane i over to år nu," siger Lotte Friis til spn.dk.
Der er også en anden grund til, at rekordforsøget falder netop nu. Fra årsskiftet er det nemlig slut med at bruge de omdiskuterede "super-svømmedragter", der har ført til utallige nye verdensrekorder og store diskussioner om snyd internt i svømmeverdenen.
"Superdragterne forsvinder fra årsskiftet, og jeg har en chance for at prøve at sætte verdensrekord på 800 meter fri til EM, men jeg har ikke mulighed for at svømme en 1500 meter, inden dragterne forsvinder. Så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne prøve det til klubmesterskaberne," forklarer Lotte Friis.
For to uger siden var Lotte Friis 8/100 af et sekund fra at sætte verdensrekord på 800 meter fri, og hun får altså endnu en chance iført "superdragt" på den distance til EM om to uger.
Annonce:
Annonce: