
Offentliggjort 01.07.09 kl. 15:22
Det bliver ikke nødvendigt at uddele tøjbøder til de danske landsholdssvømmere i år, hvor højdepunktet er VM i Rom om en lille måneds tid.
Svømmerne kan frit vælge blandt alle de mange fantomdragter, der i sidste uge blev godkendt af det internationale svømmeforbund Fina.
Det gav ellers anledning til en del ballade i dansk svømning, da svømmetøjsproducenten Speedo sidste år lancerede sin nye svømmedragt, LZR Racer. På grund af Dansk Svømmeunions eksklusivaftale var de danske landsholdssvømmere forpligtet til at stille op i dragter fra Arena, men Jeanette Ottesen trodsede imidlertid påbuddet og blev idømt en bøde, hver gang hun stillede op i Speedo-dragten ved blandt andet OL i Beijing.
Svømmeforbundets nye sponsoraftale med producenten TYR giver nu mulighed for, at svømmerne selv må bestemme, hvilken dragt og mærke, de vil svømme i. Alligevel har Jeanette Ottesen lavet en personlig aftale med forbundets sponsor.
"TYR har lavet en dragt, der er lige så god som alle de andres, så det er jeg meget tryg ved. Selv om det først og fremmest kræver, at du er i god form og har teknikken i orden, hvis du skal lave et topresultat, så er det rart at vide, at dragten er i orden," siger Ottesen, der forventer at få et eksemplar af den nye dragt allerede i denne uge, så hun kan prøve den af i god tid.
Landsholdskollegaen Jakob Andkjær har også tænkt sig at stille op i TYR's dragter. Han ærgrer sig over den opmærksomhed, som svømmernes udstyr har fået de senere år, hvor den teknologiske udvikling er gået stærkt, og hvor reglementerne er åbnet på vid gab.
"Det handler efterhånden mest om, hvilken dragt, der har vundet, og ikke om, hvilken svømmer der var indeni. Svømmesporten får meget opmærksomhed nu om dage, men den er mest relateret til dragterne og ikke alt det andet, der foregår," siger Andkjær.
Dansk Svømmeunion har også forhåbninger om gode resultater til OL-bronzevinderen Lotte Friis og Mads Glæsner. De gør sig begge på de lange distancer, og her skulle effekten af de nye dragter være knap så målbar.
Ritzau
Annonce:
Annonce: