Offentliggjort 30.07.10 kl. 08:06
Fremtiden de næste to år er på plads for ishockeyspilleren Peter Regin, efter at han natten til fredag dansk tid forlængede sin kontrakt med NHL-klubben Ottawa Senators.
Den danske landsholdsspiller skrev under på en ny kontrakt, som gælder de kommende to sæsoner.
Det skete blot 18 timer inden, at en voldgiftsret i Toronto skulle have afgjort danskerens løn, da parterne havde svært ved at blive enige.
- Man vil altid gerne have det, som man er værd, men samtidig ville jeg virkelig gerne tilbage til Ottawa. Jeg havde på fornemmelsen, at begge parter gerne ville lave en aftale hele vejen igennem, og jeg er glad for, at vi nu har gjort det, siger Peter Regin til klubbens hjemmeside.
- Jeg glæder mig meget til at tage tilbage, og jeg tror vi har et godt hold til næste år. Det bør blive et godt år, siger danskeren.
I Ottawa Senators er der lettelse over, at aftalen er på plads.
- Vi kan godt lide Peter, vi synes, at han er et stort talent fremadrettet. Vi er glade, hvis han er glad. Vi vil selvfølgelig gerne være fair. Forhåbentlig får han et par fantastiske år hos os, siger manager Bryan Murray.
Ritzau
Annonce:
Annonce: