
Mads Larsen tabte titelkampen mod Brian Magee på trods af, at danskeren benyttede sig af et ulovligt vanddrivende middel. Foto: Nikolaj Svennevig
Offentliggjort 11.06.10 kl. 20:00 - opdateret kl. 20:16
Mads Larsen er blevet idømt en dopingkarantæne på fem måneder for at benytte et vanddrivende middel.
Mads Larsen blev i to omgange testet positiv for brug af et vanddrivende stof efter EM-kampen mod nordireren Brian Magee i slutningen af januar.
Forseelsen blev i første omgang kun takseret til en bødestraf af Dansk Professionelt Bokse Forbunds sportskomité, men den beslutning var bokseforbundet langt fra tilfreds med og ankede derfor afgørelsen.
Og fredag eftermiddag blev straffen så ændret til fem måneders karantæne fra professionel boksning. Det bekræfter Dansk Professionelt Bokse Forbunds generalsekretær, Ole Gaardbo, overfor TV2 Sporten.
Karantænen på fem måneder får dog umiddelbart ingen betydning for 37-årige Mads Larsen, fordi det allerede er over fem måneder siden, han første gang blev testet positiv, og derfor kan århusianeren frit fortsætte sin karriere.
Alligevel er Ole Gaardbo overraskende nok godt tilfreds med dommen.
"Jeg er utrolig glad for afgørelsen. Vi er ikke ude på at skade Mads Larsen, men har gjort noget ulovligt, og derfor skulle han også have karantæne," siger han til TV2 Sporten.
Annonce:
Annonce: