
Mads Larsen. Arkivfoto: Carsten Snejbjerg
Offentliggjort 05.11.09 kl. 13:14
Den europæiske bokseunion har godkendt en ny dato for Mads Larsens EM-titelkamp i Århus.
Den danske bokser skal møde Brian Magee i en EM-titelkamp i supermellemvægt i NRGi Arena i Århus den 30. januar. Det oplyser promotor Hans Henrik Palm i en pressemeddelelse.
”Jeg er rigtig glad for at kunne fastslå, at jeg nærmest på rekordtid har fået bragt alle papirer og formaliteter omkring Mads Larsens EM-titel-kamp mod Brian Magee helt på plads og i orden,” siger Hans Henrik Palm.
Mads Larsen skulle oprindeligt have mødt tyske Dimitri Sartison den 16. januar i en kamp om EM-titlen, men det opgør blev aflyst, da Sartison i stedet skal dyste om WBA-bæltet.
Ifølge Hans Henrik Palm er eneste ændring i forhold til den oprindeligt planlagte EM-kamp, at kampen er blevet flyttet to uger for at give Brian Magee den fornødne tid til sine forberedelser.
Belfast-fødte Brian Magee er ifølge tv2sport.dk britisk mester i supermellemvægt, og han har bokset 36 kampe, hvoraf 32 blev vundet. Hans seneste nederlag kom imod Mikkel Kesslers kommende modstander, engelske Carl Froch, i maj 2006.
Mads Larsen er tilfreds med, at han så hurtigt har fået afklaring og nyt navn på sin kommende EM-modstander.
”Jeg har allerede smugkigget lidt på youtube på Magees kamp mod Froch og er nu gået i gang med at hitte en dvd med hans sidste kamp i december sidste år mod skotten Stevie McGuire,” siger den danske EM-udfordrer.
Annonce:
Annonce: