Andreas Bube. Arkivfoto: Mathias Christensen
Offentliggjort 19.02.12 kl. 16:17
Det danske OL-håb, Andreas Bube, forbedrede sin personlige rekord for tredje gang på ni dage.
To danske OL-håb viste lørdag aften storform. Ved et indendørs stævne i belgiske Gent forbedrede 800-meter-løberen Andreas Bube sin personlige rekord for tredje gang på ni dage, mens Sara Slott Petersen tog sæsonens tredje sejr i tre starter i franske Val-de-Reuil.
30-årige Andreas Bube deltog i A-heatet, og hans tid på 1.47.50 min. var ikke blot ny personlig rekord indendørs. Det rakte samtidig til en flot andenplads, knebent besejret af den tidligere EM-sølvvinder Antonio Reina fra Spanien.
At Bube er godt kørende for tiden illustreres ved et kig på hans personlige rekorder. Hvis man tæller Bagsværd-løberens seneste to starter udendørs med, har han nemlig nu forbedret sin personlige rekord i fem løb i træk. Hans rekord udendørs er på 1.45,04.
”Jeg har sådan lidt blandede følelser. Inden sæsonen havde jeg ikke forventet så hurtige tider, men når jeg står på startstregen, så vil jeg vinde – og helst i en hurtig tid. Så det gør lidt ondt at blive toer. Men jeg er bare glad for, at grundformen er så god, som den er,” lyder det fra Andreas Bube i en pressemeddelelse fra Dansk Atletik Forbund.
Bube afslutter sæsonen ved DM i næste weekend. Herefter ligger fokus på sommerens EM og OL.
Annonce:
Annonce: