
Andreas Bube i aktion. Foto: Dansk Atletik Forbund
Offentliggjort 23.07.10 kl. 15:08
Dansk atletik har fundet manden, der skal tage arven op efter rekordholderen Wilson Kipketer.
Wilson Kipketer har fem år efter sit karrierestop fortsat verdensrekorden i 800-meter-løb, og først nu har dansk atletik arvtageren på distancen klar.
Atletiklegende og verdensrekordindehaver på 800-meter-distancen er de titler, som dansk-kenyanske Wilson Kipketer med rette kan prale af.
Fra midten af 1990'erne og 10 år frem gjorde han distancen til dansk idræts flagskib, men efter karrierestoppet i 2005 har ingen dansk 800-meter-løber deltaget ved et stort internationalt mesterskab.
Tørken er nu forbi takket være 23-årige Andreas Bube, der ved næste uges EM i Barcelona repræsenterer Danmark på distancen. Nervøs er Andreas Bube ikke, selvom han er Kipketers arvtager.
- At Wilson har repræsenteret Danmark og har verdensrekorden, er ikke noget, jeg tænker på til dagligt, når jeg træner. Jeg prøver bare at gøre det bedste, jeg kan. Det vil sige at træne røven ud af bukserne hver dag, så jeg bliver så god, som jeg nu kan blive, siger Andreas Bube, der i Danmark løber for Bagsværd Atletik Club.
- Det nytter ikke noget at fokusere på andres resultater, for så kan man hurtigt føle sig ret lille, siger Andreas Bube, der har en personlig rekord på 1.48,48 minutter.
Til sammenligning er Kipketers verdensrekord på 1.41,11 minutter, så der er et stykke op til legenden endnu.
Men forventningerne skal ifølge cheflandstræner i Dansk Atletik Forbund (DAF), Lars Nielsen, ikke være for høje i forhold til Andreas Bube. Han er i gang med sin første sæson som 800-meter-løber efter en årrække med fokus på 400-meter og 400-meter-hækkeløb.
- Andreas er med for at få noget erfaring og for at lære, hvordan dette game er internationalt. Det ville være overoptimistisk at tro, at han ender op i en finale i sin debut på distancen ved et EM, fortæller Lars Nielsen, som dog håber på en semifinaleplads, hvis alt flasker sig.
At der skulle gå fem år, før Kipketers afløser blev fundet, er der mange svar på. Selvfølgelig hører det med til historien, at Kipketer med sine kenyanske gener var udstyret med det afrikanske talent for løb på mellem- og langdistance, som europæere ofte ikke besidder.
- Det er også et udtryk for, at det er en hård distance, hvor man ikke sådan lige uden videre får et internationalt niveau, uddyber Lars Nielsen.
Andreas Bube er tidligere blevet rådgivet af netop Kipketer, da sidstnævnte en overgang arbejdede som konsulent for DAF. Andreas Bubes drøm er at kvalificere sig til OL i London om to år samt at løbe en tid omkring 1.45 minutter.
- Andreas er en spændende type som 800-meter-løber i og med, at han kommer fra at være 400-meter-løber. Derfra har han nogle af de ting, som Wilson har sagt, er vigtige for 800-meteren. Han har evnen til at løbe rigtigt hurtig til sidst, forklarer Lars Nielsen.
Danmark sender i alt 15 atleter af sted til Barcelona. Det er et stort antal. Kun holdet fra 1946 i Olso og i München for otte år siden var større.
Team Danmark har stillet krav om, at de danske atleter kommer i to-tre finaler ved EM, og Lars Nielsen peger på Morten Jensen (længdespring), Sara Slott Petersen (400-meter-hæk) og Kim Juhl Christensen (kuglestød) som de mest oplagte bud på at opfylde kravet.
EM afvikles fra den 27. juli til den 1. august.
Ritzau
Annonce:
Annonce: